Hvad gør man hvis man er vinbonde og ikke kan vente med at drikke den nye årgang af sin vin til den er færdig? Man drikker den selvfølgelig bare inden den er færdig og når man nu er i gang giver man den halvfærdige vin et navn, Federweißer, og sælger den ved døren.
Det eneste problem med der er at vinen stadig er i gang med at gære og derfor ikke kan lukkes med en prop. Dvs. hvis man køber en flaske er den kun ‘lukket’ med den folie der normalt er over proppen. Den anden løsning er at sælge vinen i 3 eller 5 liters plastic dunke, så kan kunden lette på skruelåget ind i mellem så dunken ikke eksploderer.
Hvordan er vinen så? Den er ret grumset og der er massere af gærrester i den som falder til bunds hvis man lader vinen stå stille. Dvs. vinen måske ikke er så pæn at kigge på i glasset, men den smager til gengæld super godt. Den er rigtig frisk uden at være for sød selvom der er massere af frugtsukker tilbage der endnu ikke er omdannet til alkohol. De siger alkohol procenten ligger på 4-5 stykker, men den udvikler sig løbende samtidig med at vinen vil blive mere som en hvidvin.
Federweisser - Glas
Man kan som sagt kun købe det direkte ved vinbønderne og der er selvfølgelig ingen varedeklaration, alkohol procent eller andet nymodens forbruger halløj på flasken/dunken. Man kan drikke det som saftevand, men jeg er i tvivl om hvad udfaldet ville være; Enten ville det give monster ‘papvins’ tømmermænd eller også ville det slet ikke kunne mærkes dagen efter fordi det er et rent naturprodukt uden sulfitter og hvad man eller hælder i en færdig vin. Jeg tror nu ikke jeg tør være forsøgskanin…
Da vi var færdige med kørekurset tirsdag sidst på eftermiddagen slog jeg et smut op forbi indkørslen til Nordschleife. Ifølge deres internet site skulle der ikke være åbent for turist kørsel, men de viste sig at de havde åbent mellem 18 og 19:30 så jeg kunne slutte af med en tur rundt.
Inden da så det ud til det var ‘business as usual’ på banen med div. bilfabrikker der testede. Dvs. biler med kamuflage, andre uden med med massere af antenner og måleudstyr osv. Der var en 3-4 stykker der skilte sig ud; En Range Rover der åbenlyst testede high speed, han kørte uden tvivl over 300 hver gang han kom forbi og var lige ved at vælte hegnet med motorlyden og lufttrykket fra det kæmpe lokum… Derudover var der en godt kamoufleret 4-dørs Porsche Panamera, en Mercedes SLR 722 GT der kørte overdrevet stærkt og en Mercedes SLR Speedster der tog den lidt mere med ro så man kunne nå at tage et billede af den.
SLR Speedster
Som I kan se af ovenstående var en times ventetid ikke et problem og parkeringspladsen blev også langsomt fyldt op med turister der ville ud at køre selv ligesom mig. Det er ganske enkelt, man køber en billet som dem man får i et parkeringshus til 21€ og venter på at banen bliver åbnet. Derefter kører man ind i køen og når man kommer frem til bommen sætter man billettern i og døren til ‘The Green Hell’ åbner.
Det var noget af en oplevelse! Banen er 22,81 KM lang og har 73 sving og et utal af bakker ind gemmen skoven. Man bliver konstant overhalet af folk med mere erfaring, en hurtigere bil / motorcykel eller måske bare mere mod. Dvs. man skal hele tiden have det ene øje i spejlene og kan sjældent tage den optimale vej gennem et sving fordi der er trafik foran der skal passeres eller fordi man ikke kan se hvor svinget ender eller fordi der kommer en 911′er for fuld tryk bagfra. Derudover var solen på vej ned så i perioder havde jeg den i øjene, i andre i spejlene og i andre tildfælde kører man direkte ind i halvmørke mellem trærene.
Over alt er der bremse- eller skrid-spor der ender direkte i autoværnet så man bliver konstant mindet om at det er verdens sværeste bane man er på. Hvis man ødelægger autoværnet får man i øvrigt en regning på reparationen som ma så kan lægge til de udgifter man har for at få bilen lavet. De fleste steder er der 1,5-2 m. græs i kanten af banen og derefter står autoværnet klar til at tage imod…
Ud over ‘almindelige sving’ er der to karruseller, dvs. meget skarpe sving hvor banen går over i en skrå betonvæg som man så køre på. Den ene af dem er i to dele hvor den nederste del er meget skrå og den brugte motorcyklerne. Der blev jeg overhalet af et par motorcykler der nærmest lå helt vandret og ikke nok med det var der en rally Subaru der ikke havde tid til at vente på mig så han fulgte de to motorcykler rundt med blå røg fra alle fire dæk.
Der var som I nok kan forstå fuld koncentration og massere af adrenalin på hele tiden. Massere af gearskift for det meste mellem 3. og 4., ustandseligt sving og bakker, omdrejninger mellem 5 og 8.000 dvs. massere af motorlyd lige bag mig. Der dog blev totalt overdøvet når en 911 turbo eller RS6 stationcar kommer forbi med fuld gas! Efter et stykke tid kan jeg huske jeg tænkte; ‘Shit hvor er der langt rundt, jeg må snart nå mål’. I næste sving står der så et skilt med 6KM, dvs. der er over 16 km endnu!
Jeg kom heldigvis helskindet hele vejen rundt, men der gik lige et stykke tid inden jeg var nede på jorden igen. En sindsyg oplevelse!
Vejret var konge så jeg pillede taget af og bad Fr. TomTom om at finde hjem uden at bruge motorveje. Det gav en kanon god tur gennem Eifel-bjergene hele vejen til Bitburg. Derfra var det den velkendte B51 det sidste stykke hjem efter en oplevelsesrig dag.
Jeg forlængede sidste weekend med et par fridage som jeg brugte på et kørekursus med Elisen på Nürburgring. Der var to formål med kurset, dels at lære folk deres bil bedre at kende og dermed blive mere sikre i trafikken og det andet formål var at have det sjovt – og det havde vi!
Det foregik på to super veludstyrede anlæg med alle mulige former for glatbaner og teknik til at lave forhindringer med vandmure der tændte og slukkede afhængigt af hvad der skulle trænes. Der var også et par baner med en hydraulisk plade i asfalten som kunne bevæge sig til siderne og dermed sende bilerne direkte ud i en overstyring når baghjulene ramte pladen. De forskellige områder var forbundet som en bane og ind i mellem fik vi mulighed for at give den gas rundt på banen kombineret med 3-4 forhindringer – konge sjovt!
Hvad lærte jeg så? Dels at Elisen har en grænse og den altid slipper med baghjulene først, jeg tror ikke jeg korrigerede en eneste gang for at komme ud af en understyring. I langt de fleste tilfælde kan man samle bagenden op igen, men man skal være hurtig og kun styre en smugle kontra ellers når man et ikke. Har man først lavet en fejl er der ingen vej tilbage -> det giver minimum en 180 graders snurretur… Der er massere af muligheder for at dumme sig, fx. været for langsom til at styre kontra, styre for kraftigt kontra, givet for meget gas, slippe gassen for meget så baghjulene låser pga. motoren bremser hjulene osv.
Derudover var der et par øvelser der satte hastigheden ved nødopbremsninger i perspektiv; Vi kørte på tør vej med 50 km/t. pludselig står der en vandmur i vejen og man hugger bremserne i bund. Det lyder og mærkes som om bilen er ved at skilles ad når ABS’en tager over, men man holder stille en meters penge før vandmuren. Derefter samme øvelse med 60 km/t, denne gang banker man lige igennem vandmuren og holder først stille en meters penge efter den. Så prøvede vi med 70 km/t og her begynder man først at bremse når man rammer muren, dvs. man rammer med 70 km/t. Grunden til at det går mere og mere galt er ikke at reaktionstiden inden man hugger bremsen i er større, men man kommer selvfølgelig meget længere i løbet at den tid der går når hastigheden er højere….
En anden interessant ting at se var hvor meget elektronikken hjælper. Der var et par Mercedes C-class og en BMW 5′er og de gutter kunne slippe af sted med den mest vanvittige kørerfejl eller temmelig høje hastigheder gennem glatbanerne. I stedet for at sætte dem af tog ESP’en over og man kunne se hvordan hjulene blev blokeret i forskellige hjørner for at holde bilen på plads. Det havde dog også en grænse og når de overskred den fik de nogle ganske gode afkørsler og BMW’en insisterede på at tænde alle advarsels lamper og ville ikke køre videre før den var blevet stoppet og startet igen hver gang det skete.
Elisens antispind var ikke til meget hjælp her og i nogle tilfælde var det bedre at slå det fra for at undgå at systemet blokerer baghjulene når et f dem spinder.
Jeg kunne have klippet en video over hvor gelende div. udskridninger blev reddet og alt ville have set fint ud, men det er der ikke meget ved at se på og er ikke nær så spektakulære som en samling rundture…
‘Und Tschüss’ som Manni, vores instruktør, yndede at melde over radioen når der var en der ikke kunne redde den.
Søndag var vejret igen super godt så efter jeg havde været ovre og træne kørte jeg op til Zulumanden. Det er en statue af jomfru Maria, Mariensäule, der står på toppen af bjerget på den anden side af Mosel og derfra er der udsigt over hele byen. Når man ser den nede fra byen kan det godt ligne Zulumanden, selvom de katolske præster nok ikke kan se ligheden…
Her er et billede der er sat sammen så man kan se hele udsigten på een gang, klik for at se det i fuld størrelse.
Trier set fra Mariensäule
Efter en temmelig lang omvej hjem nød jeg 29 grader i skyggen på teressen
Lørdag var jeg ved Nordschleife ved Nürburgring. Det er en ca. 25 km. lang racerbane som oprindeligt blev brugt til fromel 1 og hvad man ellers kunne finde på at køre i gamle dage. Nu er der ikke ret mange løb på den, men den er til gengæld åben for turister. Man giver €21 for en omgang og så kan man bare give den gas. Banen bliver kaldt ’Grüne Hölle’, ’Grønne helvede’, fordi den løber gennem skoven, op og ned af bakker og er fyldt med super svære sving.
Det var tydeligt at mange af turisterne var lidt for overmodige og kørte hurtigere end talent eller bil kunne klare. Jeg startede med at kigge ved Brünchen og havde kun stået der 10 min. inden en TT Caprio kørte af og rev venstre forhjul af.
TT Caprio crashed ved Brünchen
Inden der var ryddet op efter ham sprang en BMW motor i luften og smed vand og oile på banen. Det styrtede en motorcyklist i og han kom så slemt til skade at han måtte flyves væk med helikopter.
Helikopter
Da jeg ville videre op til indgangen for at tage en tur rundt endte jeg i halvanden times kø fordi der var sket et uheld. Der var sikkert en der havde glemt at han ikke længere var på banen…
Oppe ved indkørslen er der en parkeringsplads og en cafe. Der er fyldt med fede biler som er på vej ud for at køre en omgang. Desværre havde de solgt så mange billetter da jeg kom derop at de ikke regnede med man kunne komme til før søndag så jeg måtte nøjes med at kigge.
Check videoen herunder og se det kaos af biler der er ved indkørslen. Der er to spor til biler og et spor til motorcykler samt et spor ude på banen til dem der tager flere omgange i træk.
En sjov detalje er alle de englændere der er blandt dem der kører. Jeg vil tro det er op med 10-15% af bilerne der er engelske. Det hænger sikkert sammen med deres tradition for at private tager deres bil med på banen i weekenden. Det var fx. derfor Colin Chapman lavede 7’eren, så alm. mennesker kunne få råd til en bil der kunne bruges som hverdagsbil i løbet af ugen og tages med på banen i weekenden og stadig være konkurrencedygtig.
Vejret var super godt hele dagen og selvom jeg ikke fik en tur rundt havde jeg en super dag og der er jo ikke andet en en times kørsel derop så jeg kigger nok forbi en anden dag og tager en tur rundt.
