Nyt fodtøj til Elise’en

Jeg var efterhånden på slicks på baghjulene på Elise’en så jeg stak hovedet in til Euromaster dækmanden der ligger lige overfor træningscentret. Det gik ca. sådan her;

- De dæk har vi ikke i systemet, jeg ringer lige til HQ…
- HQ kan heller ikke levere dem, jeg ringer lige til Yokohama…
- Yokohama har dem heller ikke, de siger jeg skal ringe til Yokohama Motorsport, det gør jeg lige…
- Yokohama Motorsport siger de skal have dem hjem fra Japan og de har ikke lige prisen på hånden, kan du komme forbi i morgen?

Dagen efter var jeg så forbi ham igen;

- 14 dages leveringstid og 773€ inkl levering, moms, montering osv. og som den flinke dækmand siger; ‘Det er jo hvad vi andre bruger når vi køber en brugt bil’

Så er det man tænker; Hvorfor har man ikke bare en almindelig bil som kan fittes med 4 Viborgdæk…., men så havde det nok ikke været nær så sjovt at slide bagdækkene op….

Efter lidt surfen rundt på nettet viste det sig at Lotus i Luxemburg kunne hjælpe, så fredag eftermiddag listede jeg derover. Udover Lotus forhandler de Toyota og det giver jo god mening da Lotus har lagt Toyota motorer i deres biler siden Rover/MG forsvandt omkring 2005. De skulle bruge en times tid på at sætte nye sutter på så jeg gik lidt rund og sparkede dæk i deres udstillings hal. Er I klar over hvor kedelig Toyota er? Efter har have checket deres Lotus modeller var der absolut intet sjov at kigge på…. De kunne da i det mindste have fundet en gammel LaToya frem, men det kunne de ikke engang stille op med. Dvs. jeg sad bare og kedede mig og undrede mig over hvor dårligt deres koncept var; De havde en potentiel kunde til en super charger update af en 111R, en ny Elise SC eller en Evora. Alligevel var der ikke en eneste sælger der kunne finde tid til at prøve at sælge mig noget…. Det må være en arbejdsskade at man altid skal vurderer folks business model….

Endelig blev de færdige på værkstedet og det viste sig at de ikke manglede hjælp til meresalg i den afdeling… Bagbremserne var åbenbart slidt ned og de mente også der var noget med kablet mellem gearstangen og boksen som der skulle kigges på. Dvs. jeg må et smut derover igen i løbet af næste uge. Og hvad med prisen? 390€ for et par bagdæk der er specielt udviklet til Elise’en og en del af hele opsætningen af undervognen er vel OK (eller også er de bare gode til at fortælle en historie om deres produkt).

Så er det forår og Elisen er på gaden igen

Fredag blev det endelig forår i Trier, dvs. Smarten blev sat inderst i garagen og Elisen kom ud i forårs solen. Det gik dog ikke helt smertefrit da batteriet var drænet helt i løbet af vinteren så jeg måtte have fat i ADAC, det er den Tyske pendant til Falck. De dukkede op rimeligt hurtigt og med strøm udefra startede den lille orange som en mis. Jeg sagde pænt tak til ’die gelben Engel’, som ADAC bliver kaldt fordi deres biler er gule, og han sagde selv tak og sagde at efter en halv times kørsel burde batteriet igen være ladet op.
Da jeg en times tid senere ringede til de dem igen, denne gang fra Luxembourg, var de dog ikke helt så glade… Jeg blev stillet om en 2-3 gange og de ville kun komme og hjælpe hvis jeg efterfølgende faxede den seddel jeg havde fået af den første ADAC-mand så de kunne se at der ikke stod noget om at jeg skulle køre direkte på værksted (eller i fængsel uden at modtage 100kr hvis jeg passerede start). Derudover var han ikke imponeret over at jeg var kørt til udlandet med et batteri der måske ikke virkede mere….

Jeg kan ikke udelukke at der har været noget UFO aktivitet ind over parkeringspladsen foran supermarkedet hvor jeg holdt for ved siden af mig hold en BMW 335d coupe på Luxembourg plader og samtidigt med at jeg kun kunne gå starteren til at tikke kunne han ikke sparke liv i dieselkværnen, så vi har noget at et makkerpar med vores smarte biler der bare kunne se på mens alle husmødrene startede deres Golf’er og kørte hjem.
Han ringede til ’Luxemburg Falck’ og så kunne vi ellers bare vente… Luxembourg firmaet kom først og han var flink nok til at give mig lidt strøm så jeg kunne starte og denne gang var ADAC glade for mit opkald om at Luxembourg turen var aflyst.
Hjemturen blev så via en omvej på 1,5 time uden stop så måtte jeg se lørdag om jeg skulle ud og finde et nyt batteri eller om det var nok til at lade det op igen.

Lørdag morgen var der udsigt til godt vejr med op til 16 grader så det skulle blive spændende at se om der var strøm til at starte eller om formiddagen skulle gå med at finde et batteri. Det viste sig at der var massere af strøm så turen gik direkte til vaskepladsen for at få vinterstøvet vasket af. Derefter røg taget af og jeg satte næsen mod Bernkastel – den klassiske tur op langs Mosel.
Søndag gentog jeg successen og fortsatte helt op til Heisser Stein hvor der ligger en Motor Cross bane på toppen af bjerget. Der må jeg op og kigge igen når sæsonen er startet. Vejret var dog ikke helt så godt som lørdag så jeg var nødt til at have en jakke på, men det ville være for tøset at køre rundt med tag på!

I løbet af vinteren havde jeg helt glemt ..

• .. hvor lav den er og at man sidder helt nede på jorden
• .. hvor svært det er at komme ind og ud af den. Jeg fik en ordenlig bule i hovedet fordi jeg skulle kravle ud og lede efter adressen mens jeg havde ADAC i røret…
• .. hvor dårligt udsyn der er, specielt skråt bagud
• .. at højre fod kan hænge fast i kopholderen hvis ikke man har små sko på
• .. hvor svært det er at betjene radioen mens man kører, den mindste ujævnhed på vejen og man har ufrivilligt trykket 3-4 gange på 2-3 forskellige knapper fordi det hele ryster
• .. hvor mange omdrejninger den tager og hvor meget amok den går ved 6.000 rpm
• .. hvor præcist den styrer
• .. hvor hurtigt man kan gå ind i et sving. Det er Smartens store problem at man tror den vælter i svingene
• .. hvor hurtigt den accelerere
• .. hvor meget opmærksomhed den trækker og hvor let man kommer i snak med nogen fx. når man holder og tanker
• .. hvor fedt det er at køre en tur op langs Mosen med taget nede og solen i ansigtet!!!

PS. Skulle du være du være interesseret i en lynhurtig lille hvid Smart Caprio siger du bare til og hvis du i stedet mangler en Batman version kan du checke denne her på eBay.

Smarten i skammekrogen

Lotus Elise ved Piesport

Lotus Elise ved Piesport

Lotus Elise ved Piesport

Lotus Elise ved Piesport

Lotus Elise ved Piesport

Udsigt over Reil

Udsigt over Mosel ved Reil

Bil weekend

I weekenden var der den traditionsrige 2. Autosalon i Trier. Det var ikke helt på Essen niveau, men de fleste lokale forhandlere var på plads med deres nyeste modeller og der var da et par stykker man ikke ser til dagligt. Der var fx. Lexus IS F, og Schumachers F1 Benetton fra 1994 som han vandt sit første mesterskab i.

2. Autosalon, Trier

Ellers var det rigtigt møgvejr med regn og rusk så det passede perfekt at jeg fredag havde fået en bog jeg havde bestilt i england, ’Lotus Elise the Official Story Continues’. Det er en total nørd bog med helt uundværlige oplysninger som fx. at der blev introduceret 20 nye sikringer i sikrings boksen i Oktober 1997 fra VIN #W1814 og fremefter. På bedste Lotus maner gjaldt det i øvrigt ikke for VIN #1920, #1926, #1936 og #1938.

Ud over sådanne oplysninger er der massere at billeder hele tilbage fra idefasen og interviews med alle der har være involveret i at lave bilen. Det er om muligt endnu mere nørdet en den 2,5 time lange Discovery Channel program ’Lotus Elise -The Inside Story’ der ind i mellem kan findet på nettet.

Nordschleife

Da vi var færdige med kørekurset tirsdag sidst på eftermiddagen slog jeg et smut op forbi indkørslen til Nordschleife. Ifølge deres internet site skulle der ikke være åbent for turist kørsel, men de viste sig at de havde åbent mellem 18 og 19:30 så jeg kunne slutte af med en tur rundt.
Inden da så det ud til det var ‘business as usual’ på banen med div. bilfabrikker der testede. Dvs. biler med kamuflage, andre uden med med massere af antenner og måleudstyr osv. Der var en 3-4 stykker der skilte sig ud; En Range Rover der åbenlyst testede high speed, han kørte uden tvivl over 300 hver gang han kom forbi og var lige ved at vælte hegnet med motorlyden og lufttrykket fra det kæmpe lokum… Derudover var der en godt kamoufleret 4-dørs Porsche Panamera, en Mercedes SLR 722 GT der kørte overdrevet stærkt og en Mercedes SLR Speedster der tog den lidt mere med ro så man kunne nå at tage et billede af den.

SLR Speedster

Som I kan se af ovenstående var en times ventetid ikke et problem og parkeringspladsen blev også langsomt fyldt op med turister der ville ud at køre selv ligesom mig. Det er ganske enkelt, man køber en billet som dem man får i et parkeringshus til 21€ og venter på at banen bliver åbnet. Derefter kører man ind i køen og når man kommer frem til bommen sætter man billettern i og døren til ‘The Green Hell’ åbner.

Det var noget af en oplevelse! Banen er 22,81 KM lang og har 73 sving og et utal af bakker ind gemmen skoven. Man bliver konstant overhalet af folk med mere erfaring, en hurtigere bil / motorcykel eller måske bare mere mod. Dvs. man skal hele tiden have det ene øje i spejlene og kan sjældent tage den optimale vej gennem et sving fordi der er trafik foran der skal passeres eller fordi man ikke kan se hvor svinget ender eller fordi der kommer en 911′er for fuld tryk bagfra. Derudover var solen på vej ned så i perioder havde jeg den i øjene, i andre i spejlene og i andre tildfælde kører man direkte ind i halvmørke mellem trærene.
Over alt er der bremse- eller skrid-spor der ender direkte i autoværnet så man bliver konstant mindet om at det er verdens sværeste bane man er på. Hvis man ødelægger autoværnet får man i øvrigt en regning på reparationen som ma så kan lægge til de udgifter man har for at få bilen lavet. De fleste steder er der 1,5-2 m. græs i kanten af banen og derefter står autoværnet klar til at tage imod…

Ud over ‘almindelige sving’ er der to karruseller, dvs. meget skarpe sving hvor banen går over i en skrå betonvæg som man så køre på. Den ene af dem er i to dele hvor den nederste del er meget skrå og den brugte motorcyklerne. Der blev jeg overhalet af et par motorcykler der nærmest lå helt vandret og ikke nok med det var der en rally Subaru der ikke havde tid til at vente på mig så han fulgte de to motorcykler rundt med blå røg fra alle fire dæk.

Der var som I nok kan forstå fuld koncentration og massere af adrenalin på hele tiden. Massere af gearskift for det meste mellem 3. og 4., ustandseligt sving og bakker, omdrejninger mellem 5 og 8.000 dvs. massere af motorlyd lige bag mig. Der dog blev totalt overdøvet når en 911 turbo eller RS6 stationcar kommer forbi med fuld gas! Efter et stykke tid kan jeg huske jeg tænkte; ‘Shit hvor er der langt rundt, jeg må snart nå mål’. I næste sving står der så et skilt med 6KM, dvs. der er over 16 km endnu!

Jeg kom heldigvis helskindet hele vejen rundt, men der gik lige et stykke tid inden jeg var nede på jorden igen. En sindsyg oplevelse!

Vejret var konge så jeg pillede taget af og bad Fr. TomTom om at finde hjem uden at bruge motorveje. Det gav en kanon god tur gennem Eifel-bjergene hele vejen til Bitburg. Derfra var det den velkendte B51 det sidste stykke hjem efter en oplevelsesrig dag.

God forgives, Elise don’t

Jeg forlængede sidste weekend med et par fridage som jeg brugte på et kørekursus med Elisen på Nürburgring. Der var to formål med kurset, dels at lære folk deres bil bedre at kende og dermed blive mere sikre i trafikken og det andet formål var at have det sjovt – og det havde vi!

Det foregik på to super veludstyrede anlæg med alle mulige former for glatbaner og teknik til at lave forhindringer med vandmure der tændte og slukkede afhængigt af hvad der skulle trænes. Der var også et par baner med en hydraulisk plade i asfalten som kunne bevæge sig til siderne og dermed sende bilerne direkte ud i en overstyring når baghjulene ramte pladen. De forskellige områder var forbundet som en bane og ind i mellem fik vi mulighed for at give den gas rundt på banen kombineret med 3-4 forhindringer – konge sjovt!

Hvad lærte jeg så? Dels at Elisen har en grænse og den altid slipper med baghjulene først, jeg tror ikke jeg korrigerede en eneste gang for at komme ud af en understyring. I langt de fleste tilfælde kan man samle bagenden op igen, men man skal være hurtig og kun styre en smugle kontra ellers når man et ikke. Har man først lavet en fejl er der ingen vej tilbage -> det giver minimum en 180 graders snurretur… Der er massere af muligheder for at dumme sig, fx. været for langsom til at styre kontra, styre for kraftigt kontra, givet for meget gas, slippe gassen for meget så baghjulene låser pga. motoren bremser hjulene osv.

Derudover var der et par øvelser der satte hastigheden ved nødopbremsninger i perspektiv; Vi kørte på tør vej med 50 km/t. pludselig står der en vandmur i vejen og man hugger bremserne i bund. Det lyder og mærkes som om bilen er ved at skilles ad når ABS’en tager over, men man holder stille en meters penge før vandmuren. Derefter samme øvelse med 60 km/t, denne gang banker man lige igennem vandmuren og holder først stille en meters penge efter den. Så prøvede vi med 70 km/t og her begynder man først at bremse når man rammer muren, dvs. man rammer med 70 km/t. Grunden til at det går mere og mere galt er ikke at reaktionstiden inden man hugger bremsen i er større, men man kommer selvfølgelig meget længere i løbet at den tid der går når hastigheden er højere….

En anden interessant ting at se var hvor meget elektronikken hjælper. Der var et par Mercedes C-class og en BMW 5′er og de gutter kunne slippe af sted med den mest vanvittige kørerfejl eller temmelig høje hastigheder gennem glatbanerne. I stedet for at sætte dem af tog ESP’en over og man kunne se hvordan hjulene blev blokeret i forskellige hjørner for at holde bilen på plads. Det havde dog også en grænse og når de overskred den fik de nogle ganske gode afkørsler og BMW’en insisterede på at tænde alle advarsels lamper og ville ikke køre videre før den var blevet stoppet og startet igen hver gang det skete.
Elisens antispind var ikke til meget hjælp her og i nogle tilfælde var det bedre at slå det fra for at undgå at systemet blokerer baghjulene når et f dem spinder.

Jeg kunne have klippet en video over hvor gelende div. udskridninger blev reddet og alt ville have set fint ud, men det er der ikke meget ved at se på og er ikke nær så spektakulære som en samling rundture…

‘Und Tschüss’ som Manni, vores instruktør, yndede at melde over radioen når der var en der ikke kunne redde den.

Alt i alt en super sjov og lærerig oplevelse.